Nyt fra Byrådets møde den 26. oktober 2021

Med blandt andet disse overskrifter: ”En tættere dialog med foreningerne”, ”Nye og moderne lokaler på vej til idrætslivet i Køge Nord” og ”Nye boliger på vej i Herfølge”.

26.10.21
En tættere dialog med foreningerne 
Med ønsket om at nå bredere ud og skabe en endnu tættere dialog med Køge Kommunes stærke foreningsliv, har byrådet i dag godkendt en revideret folkeoplysningspolitik på kultur- og idrætsområdet. Det er Kultur- og Idrætsudvalget der står bag den reviderede politik, som består af en ny sammensætning i Kultur- og Idrætsrådet og flere årlige dialogmøder med foreningslivet.
 
- De ildsjæle, der engagerer sig i foreningslivet, skal have den kortest mulige vej til dialog med Køge Kommune. Vi er så privilegerede, at vi nyder godt af et enormt stærkt og værdifuldt foreningsliv, som i dén grad bidrager til folkeoplysningen og fællesskabet, og dem skal vi lytte til. Med den reviderede politik med flere årlige dialogmøder for alle foreningerne, har vi gjort det nemmere at skabe rum til den dialog, siger borgmester Marie Stærke.

Den reviderede politik, der giver rum til en stærkere dialog med foreningslivet, falder fint i tråd med årets budgetaftale, hvor et enigt byråd har besluttet, at der skal skabes større gennemsigtighed og øget borgerinddragelse. 
 
Kultur- og Idrætsrådet fungerer som et høringsorgan, og sammensætningen ændres fra 16 medlemmer og to tilforordnede til fem medlemmer bestående af fire repræsentanter fra folkeoplysende foreninger og et medlem fra Kultur- og Idrætsudvalget.

Den nye sammensætning bliver:
• Et medlem fra kulturområdet.
• Et medlem fra det folkeoplysende voksenuddannelsesområde.
• Et medlem fra fritidsområdet.
• Et medlem fra idrætsområdet.
• Et medlem fra Kultur- og Idrætsudvalget.


Udover brugerinddragelse gennem Kultur- og Idrætsrådet afholder Kultur- og Idrætsudvalget fremover flere årlige dialogmøder for kommunens foreninger og selvorganiserede grupper og borgere. Folkeoplysningspolitikken har været i høring i perioden 7. - 27. september og den reviderede folkeoplysningspolitik træder i kraft den 1. januar 2022. 



Mere liv i Køges gamle havn  
Sommerhalvåret trækker mange gæstesejlere til Køges lystbådemarina, og i marts besluttede byrådet at endnu flere besøgende skal få glæde af den maritime side af Køge. Det blev derfor besluttet, at lystbåde fremover også skal kunne lægge til i den gamle inderhavn - Slipset. Nu er planerne om en såkaldt flydebro et skridt nærmere realisering. Byrådet besluttede på sit møde tirsdag gældende takster for at lægge til i Køges gamle inderhavn, hvilket efter planen kan ske fra april/maj måned 2022. Med etableringen af flydebroen bliver der plads til 25 – 30 lystbåde, som her får mulighed for at nyde Køge i blot et par timer, eller blive hele natten. 

På dagens møde godkendte byrådet taksterne for, hvad det vil koste en båd at lægge til for natten, samt brug af badfaciliteter i havnen. 

- Køge har en helt unik kombination af by og hav, der ligger side om side. Vores gamle middelalderby, attraktive handelsliv og så havnen, der har potentialet til at blive et ”Køges Nyhavn”, giver nogle helt særlige muligheder.  Udvidelsen af Køges havn bliver en spændende tilføjelse til det vigtige samlingspunkt, som havnen allerede er for Køge by. Ved at gøre plads til overnattende besøgende fra vandsiden, styrker vi både havne- og handelslivet i Køge, siger borgmester Marie Stærke. 

Fordi der er begrænset med plads i den kommende gæstehavn, er det også besluttet, at taksterne for gæsteovernatning skal være prisdifferentieret. Det betyder, at prisen for en overnatning varierer mellem 250 kr. til 500 kr. pr. døgn alt efter hvor meget plads, båden optager.  

Taksterne gælder fra april/maj 2022, hvor flydebroen forventes at stå klar til brug. 


Nye og moderne lokaler på vej til idrætslivet i Køge Nord 
Der er godt nyt på vej til de idrætsforeninger, der benytter fodboldbanerne og omklædningsrummene ved Rishøj Stadion i Køge Nord. Nu er der nemlig et helt nyt klubhus og moderne omklædningsrum på vej. Lokalerne kommer til at leve op til nutidens krav til omklædning og mødefaciliteter.

- Det er er en rigtig god nyhed for breddeidrætten i hele Køge Kommune og især for fodboldforeningen FC Køge Nord, der kan se frem til nye rum til fodbolden og fællesskabet. Og så spiller det fint sammen med den udvikling, der er på vej i området, siger borgmester Marie Stærke.

Byrådet nikkede på dagens møde ja til at give en anlægsbevilling på ca. 11 mio. kr. til opførelsen af et nyt klubhus og omklædningsfaciliteter til Køge Nord. Det forventes, at klubhuset står klar til brug i december 2022, og at det bygges på en del af grusbanen ved de eksisterende faciliteter ved Køge Nord FC.


Nye boliger på vej i Herfølge  
Flere og flere flytter til Køge Kommune. Den seneste befolkningsprognose anslår, at indbyggertallet forventes at stige fra lidt over 61.000 personer i dag til næsten 67.000 personer, når vi træder ind i 2033. Et stigende indbyggertal betyder også behov for flere boliger til de mange tilflyttere.

Her kommer byrådets vedtagelse af den nye lokalplan for Herfølge Kohave ind i billedet. Lokalplanen giver nemlig mulighed for at opføre ca. 80 nye boliger i form af 40 rækkehuse med fælles grønne områder og 40 individuelle parcelhuse med egen have. 

- Vi er i fuld gang med at udvikle vores kommune til de borgere, der allerede bor her, og dem, der flytter til. I Herfølge Kohave bliver der plads til familier, der ønsker at leve midt i grønne omgivelser tæt på by, skole og daginstitutioner og med gode transportforbindelser, siger borgmester Marie Stærke.

I forslaget til lokalplanen er der taget højde for at bevare de eksisterende landlige omgivelser, ligesom der i fællesområderne vælges klimavenlige løsninger til gavn for en øget biodiversitet i området. De fælles friarealer bliver et sted, hvor de nye beboere i Herfølge Kohave kan samles socialt og skabe nye fællesskaber og godt naboskab.

Der blev afholdt borgermøde den 24. juni 2021, og i høringsperioden er der indkommet fem høringssvar.


Pressekontakt: Borgmester Marie Stærke, telefon: 2490 2000


Opdateret af Køge Kommune 26.10.21