Og Ildsjæleprisen gik til...

19.05.22
To frivillige ildsjæle fra henholdsvis Køge Kano & Kajak Klub og Skovtrop Spejderne i Bjæverskov fik overrakt Køge Kommunes første Ildsjælepris. 

Vinderne kommer fra to meget forskellige foreninger

Kjeld E. Pedersen er en erfaren vandsportsudøver fra Køge Kano & Kajak Klub, som modtog prisen for sin utrættelige lyst til at gøre sig dygtigere i sin sport og ikke mindst give sin viden videre til andre roere. 

Johnny Skyborg er engageret gruppeleder hos Skovtrop Spejderne i Bjæverskov, og fik prisen for at være en fantastisk rammeskaber for spejderne, blandt andet med ny bålhytte, flot bålsted og opgradering af lejrudstyret på samvittigheden.

Begge fik sig en overraskelse, da de to intetanende mødte op til en aften i den forening, hvor de lægger så meget frivilligt engagement. Her fik de nemlig overrakt en flot gavekurv og en lille blomst sammen med Ildsjæleprisen og stor ros fra deres forening. 

Find den næste vinder – indstil inden 7. juni

Køge Kommunes Ildsjælepris bliver uddelt af Kultur- og Idrætsudvalg til personer, som har gjort en særlig indsats eller har en særlig betydning for en idræts-, fritids- eller kulturforening i kommunen.

Ildsjæleprisen bliver uddelt 4 gange om året, og næste frist for at indstille en ildsjæl er den 7. juni.

Så hvis du kender en ildsjæl, der fortjener at blive hædret med en pris, så tøv ikke med at indstille. Det gør du ved at skrive en mail til kulturogidraet@koege.dk med navn, funktion, forening og en kort begrundelse. 

Alle kan indstille en eller flere frivillige ildsjæle til at modtage prisen.

Opdateret af Køge Kommune 19.05.22