Den boligsociale anvisning

Er du borger i Køge kommune og har boligproblemer, som du ikke selv kan løse, har du mulighed for at få anvist en bolig via Køge Kommune.

Som udgangspunkt har du som borger i Køge kommune selv ansvaret for at finde en bolig. Det gør du enten ved at skrive dig op på ventelisten til en almen bolig i et eller flere boligselskaber eller ved at finde en bolig på det private boligmarked.

Har du ikke selv mulighed for at løse eget boligproblem på en rimelig måde, kan den boligsociale anvisning i visse tilfælde hjælpe dig med at få en bolig i et almennyttigt boligselskab.

Kravet er, at dit boligproblem er opstået i Køge Kommune og ikke som følge af flytning eller påtænkt flytning til kommunen uden udsigt til en varig bolig. 

Det er vigtigt, at du er opmærksom på, at der hverken er tale om en akutliste eller om en venteliste.
Kommunen anviser boligerne efter en individuel vurdering og ikke i en prioriteret rækkefølge. Derfor må du forvente, at ventetiden for tilbud om en socialt anvist bolig er lang, og at boligtilbuddet afhænger af, hvor meget du har råd til at betale i husleje.

Ligeledes kan du ikke skrive dig op i den boligsociale anvisning til en bestemt afdeling eller bolig i et af boligselskaberne i kommunen.

Herudover skal du være opmærksom på, at der gælder særlige kriterier for at få anvist en bolig i Boligselskabet Sjællands afdeling i Karlemoseparken og DAB’s afdeling i Ellemarken.

Vejledning og kriterier for social boliganvisning

Formål

Formålet med den boligsociale anvisning i Køge Kommune er at løse påtrængende boligsociale behov i kommunen. Der skal derfor være nogle helt særlige omstændigheder for, at kommunen kan hjælpe dig med en bolig.

Målgruppe

Målgruppen for den boligsociale anvisning i Køge Kommune er familier og enlige, der mangler en egnet bolig og desuden har risiko for at få andre alvorlige sociale, økonomiske og familie– og sundhedsmæssige problemer, som helt eller delvist kan afhjælpes med en løsning af boligproblemet.

Eksempler på ansøgere i målgruppen er familier og enlige, som om er blevet boligløse, risikerer at blive det, eller har behov for boligskift på grund af:

  • Skilsmisse/separation/samlivsophør, og med børn under 18 år.
  • Sygdom
  • Ægtefælles/samlever dødsfald
  • Familieforøgelse og graviditet (mindst 12. svangerskabsuge) samt der ligger en bekymringsmail i familiecentret
  • Borgere i botilbud, forsorgshjem eller krisecenter
  • Løsladte fra fængsler.

Kriterier

For at få anvist en bolig af den boligsociale anvisning i Køge Kommune skal ansøgeren have et påtrængende boligproblem, som ansøgeren ikke selv er i stand til at løse på en rimelig måde ud fra en helhedsvurdering af den pågældendes sociale, økonomiske og sundhedsmæssige forhold samt familieomstændigheder.

Ansøgeren skal desuden:

  • være registeret som borger i Køge Kommune 
  • være aktivt boligsøgende, herunder opskrevet på ventelisten til en bolig i mindst ét almennyttigt boligselskab i Køge Kommune.
  • kunne tilpasse sig et almindeligt boligmiljø socialt, mentalt og adfærdsmæssigt
  • have opholdstilladelse i Danmark.

Da der er lang ventetid til en anvist bolig via Køge Kommune, er det derfor nødvendigt, at du selv er aktivt boligsøgende efter andre løsninger på dit boligmæssige problem.

For at komme i betragtning til en bolig i Boligselskabet Sjælland afdeling i Karlemoseparken og DABs afdeling i Ellemarken, skal ansøgere herudover opfylde følgende kriterier:

Karlemoseparken

Ledige boliger må alene udlejes til:

  • Personer med fast arbejde i mindst 25 timer om ugen eller med en indtjening på over 30.000 kr. om måneden, der kan sidestilles hermed
  • Unge op til 30 år, som er i gang med eller indskrevet på en SU-berettiget uddannelse i Køge Kommune
  • Seniorer fra 55 år og opefter, som afgiver en bolig i Køge Kommune med henblik på at flytte til en mere passende bolig.

Ellemarken

Ledige boliger må alene udlejes til:

  • Personer med fast fuldtidsarbejde eller deltidsarbejde med en indtjening på over 30.000 kr. om måneden, der kan sidestilles hermed
  • Unge under uddannelse med folkeregisteradresse i Køge Kommune i mindst 6 måneder eller studerende på en videregående uddannelse i området
  • Seniorer, som i tide ønsker at flytte til passende bolig, og som afgiver en bolig i Køge Kommune.

Man opfylder ikke kriterierne hvis:

  • Man er flyttet til kommunen med et forudsigeligt boligproblem
  • Man har indgået et tidsbegrænset eller midlertidigt lejemål
  • Man er tilmeldt ulovligt på en adresse
  • Man er flyttet til en bolig, der er uegnet i forhold til huslejeniveau, størrelse og lignende, og som man allerede vidste på indflytningstidspunktet
  • Man skal flytte hjemmefra eller fraflytte studiebolig
  • Man har en lejlighed, der er blevet for lille eller for stor
  • Man skal sælge sin bolig. Hvis du skal sælge din bolig, skal du henvende dig i et boligselskab og blive opnoteret
  • Boligproblemet er opstået i forbindelse med en familieforøgelse enten pga. graviditet, giftermål eller at man får flere børn, medmindre der foreligger en bekymringsmail i Familiecentret.

Praktisk information

De stigende priser på boliger i Køge Kommune har ført til en øget ventetid for borgere, som har behov for boligsocial anvisning. Ventetiden afhænger i høj grad af, hvor meget den enkelte borger har råd til at betale i husleje. 

Der er stor mangel på boliger, som unge og enlige har mulighed for at betale.

Du skal være opmærksom på, at din boligudgift ikke overstiger halvdelen af dit månedlige rådighedsbeløb.

I henhold til lejeloven, kan du have fortrinsret for at komme på dit boligselskabs særlige interne venteliste i forhold til ved fx bevægelseshæmmet tilstand og/eller samlivsophør.
Kontakt dit boligselskab for at høre nærmere herom. 

Du skal være opmærksom på, at hvis du siger nej til et passende boligtilbud, vil du blive slettet af boliglisten.
Du skal også være opmærksom på, at du ikke kan søge flere gange, med mindre der er opstået en ny social begivenhed.

Hvem træffer afgørelse

Det er den boligsociale anvisning, der træffer afgørelse i forhold til om du opfylder anvisningskriterierne, og dermed kan få en bolig anvist via den kommunale boligsociale anvisning.
Anvisningen træffer også afgørelse om, hvilken bolig, du kan blive anvist.

Klagevejledning

Afgørelsen er endelig, og du har således ikke mulighed for at klage til andre instanser over afslag på din ansøgning. Du har derfor ikke klageadgang til Ankestyrelsen.

Dette skyldes, at den boligsociale anvisning er et område, hvor Køge Kommune selv har mulighed for at fastlægge sit serviceniveau, da det er en kan-opgave og ikke en skal-opgave, som vi tilbyder vores borgere i Køge Kommune.
Det betyder, at det er et tilbud til borgerne, der ligger udover det vi er forpligtet til ved lov.

Ansøgning om bolig via den boligsociale anvisning

Her finder du ansøgningsskemaet til den boligsociale anvisning

Følgende dokumenter skal vedlægges ansøgningen:

  • En kvittering og opnoterings-/interessentnummer fra de boligselskaber du er skrevet op hos.
  • Eventuelle separations-/skilsmissepapirer.

Oversigt over boligselskaber i Køge Kommune

Her kan du se en liste over boligselskaber i Køge Kommune

Kontakt Socialafdelingen
Opdateret af Socialafdelingen 28.10.21